Fakta, Nyheder

Nu falder trafikken

15 mar , 2015  

route39

Stigningen i trafikken i Limfjordstunnelen har altid været argumentet for, at der skal anlægges en 3. Limfjordsforbindelse. Således skrev Vejdirektoratet i 2011, at der ville komme en årlig stigning på 2,7 % (VVM-rapporten side 64).

Men det har ikke holdt stik. Og på det seneste er hverdagstrafikken endda begyndt at falde. Ifølge Vejdirektoratets hjemmeside under ”Trafiktal på strækninger” var der i 2012 en hverdagstrafik på 74.344 biler. I 2014 var der kun 72.462 biler!

Nu kan man ikke vide sig sikker på, om ikke det begynder at stige igen. Og man kan da også mene, at den nuværende trafikmængde er et problem.

Men det er ikke hæderligt at påstå, at alternativet til Egholm-motorvejen kun kan være en kæmpe udbygning af tunnelen fra 6 til 12 vognbaner. Et enkelt ekstra rør kan løse problemet og skabe den fornødne sikkerhed for, at man altid kan komme igennem.

Det er på tide, at de politikere, der stædigt holder fast i drømmen om en ny, larmende motorvej vest om Aalborg, kommer til fornuft. De trafikale fordele er minimale. Væsentlige rekreative områder ødelægges. Sjældne dyrearter trues. Aalborgs vigtigste drikkevandsområde kommer i fare. Prisen er astronomisk. Et stort flertal i befolkningen er imod.

E45 skal udvides alligevel. Merprisen på øst-alternativet er sandsynligvis det halve af Egholm-motorvejen. Og 3 mia. er lettere at få bevilliget end 6 mia, den dag Christiansborgpolitikerne skal til lommerne.

By


Skriv et svar