Nyheder

Lastbilernes veje er uransagelige

8 okt , 2017  

En stor del af trafikken på de danske motorveje skyldes lastbiler, og en stor del af varetransporten skyldes lastbiler. Der er ganske vist færre lastbiler på de danske veje i 2014 end i 2008, men antallet af ton-kilometer (dvs. den samlede masse mål i ton multipliceret med det samlede antal kørte kilometer) er vokset.  66 procent af alle varer, der transporteres rundt i Danmark, transporteres i lastbil. 

Samtidig er det langt sværere at reducere CO2-udslippet for lastbiltrafikken end for persontrafikken; der findes ikke elektrisk drevne lastbiler til langdistancekørsel.

Man kunne da også godt forestille sig andre måder at transportere gods på over de lange strækninger end ad motorveje; det har altid slået mig som underligt, at man vil fragte gods mellem havnebyer (eller stationsbyer) i lastbil.

Alligevel er politikernes typiske argument for udbygning af motorvejsnettet, at det er persontrafikken, der skulle have problemer. Når det gælder Egholm-motorvejen, taler FDM om “bilisterne” og  “Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse” taler om “trafikanter” og “rejsende”.  Det er ikke underligt, at fortalerne agerer på denne måde – de skal have vælgeropbakning først og fremmest, og de mange personbilejere tæller mest her.

Men det er lastbilerne, der tæller. Hvis man nedbragte lastbiltrafikken på motorvejene og i stedet transporterede gods med mere CO2-venlige transportmidler (som f.eks. el-drevne tog – og elektriske godstog findes!), ville det tjene to formål: Bedre plads til personbilerne og lavere CO2-udslip.

By


Skriv et svar