Aktion!, Billeder

Sammen mod motorvejen!

1 dec , 2018  

Øjebliksbillede fra vores flash mob.

Rådmand Lasse Olsen var med til vores protest.

I går morges holdt en gruppe politikere – nordjyske borgmestre, regionsrådsformand Ulla Astman, nordjyske folketingsmedlemmer og Regionalt Industri Politisk Udvalg (RIPU) – møde i Aalborg kommunes By- og Landskabsforvaltnings bygning på Stigsborg Brygge i Nørresundby. Dette lukkede møde handlede om arbejdet for en motorvej over Egholm, også kendt som “den 3. Limfjordsforbindelse”.

En bredt sammensat aktionsgruppe havde planlagt en demonstration i den anledning. Fremtidens Aalborg var selvfølgelig til stede. Rådmand Lasse Olsen, der har kontor på Stigsborg Brygge, var også med.

Efter den 30 minutter lange flashmob inviterede Lasse os indenfor til kaffe, te og hjemmebagte boller. Ikke længe efter fik vi uventet selskab af Peder Hvelplund fra Enhedslisten og Susanne Zimmer fra Alternativet. De var med til morgenmødet, men der gik ikke ret lang tid, før de andre politikere bad dem om at gå. De to partier er nemlig modstandere af motorvejen.

Det var en underlig oplevelse, der bekræftede billedet af en uskøn rævekage bagt af præcis de samme mennesker, som i 2015 lavede et demonstrativt “første spadestik” på Egholm. Det spadestik løb hurtigt ud i sandet, og står det til mig og mange andre, skal det blive ved på den måde. I en nutid, hvor klimaforandringerne er en særdeles virkelig udfordring, er det trist at se, at der stadig er nogen, der vil løse fremtidens problemer med fortidens tekniske fix.

Det var samtidig godt at møde så mange andre motorvejsmodstandere, en bredt sammensat skare af unge og gamle, og morgenens demonstration markerede et nyt skridt i kampen mod en motorvej over Egholm.

By


Skriv et svar